Arkiv for september, 2007

Vedr. fester i klubhuset på Elstedvej

Som naboer til Boldklubben Rødovre´s klubhus på Elstedvej, er det efterhånden ved at være lidt af et mareridt at følge de forskellige fester.

Dels festes der til den lyse morgen, og det på et niveau, så vi som omkringboende, ikke er i tvivl om hvilken musik der for tiden er mest populær. Senest den 09-06-2007 blev der afholdt karaoke fest for fulde udblæsninger. Dvs. at man sang/skrålede i en mikrofon for åbne vinduer og døren fra kl. 22 til kl. 03. 30.

Det kunne måske være en ide fra bestyrelsen side at tage skridt til nogle klare regler for hvordan, og hvorledes klubhuset må benyttes. Her tænker vi specielt på hvor længe det er rimeligt at der må “synges”/spilles musik. Som naboer til Klubben vil vi kræve at døre og vinduer holdes lukket, samt
tillade os at foreslå, at der slukkes for musikken senest kl. 1.00.

Vi ser frem til at I løser dette problem, så vi igen synes det er rart at være nabo med Rødovre Boldklub.

Alternativt må vi fremover anmelde støjgenerne til Politiet, men det er måske også at benytte ordensmagtens resurser unødigt.

Vi forventer et skriftligt svar på vores henvendelse, i løbet af denne måned. Med oplysning om hvilke tiltag Klubben agter at sætte i værk.

Med venlig hilsen
Grundejerforeningen Stadion